Vandre- eller løbeture ”mit allem drum und dran”

Er du til vandre- eller løbeture i smuk natur, er der mange muligheder lige udenfor døren. Og det uanset om du er til skov, strand, slotshave eller by med strandpromenade. Eller golf, som jo også er en slags vandretur – med schwung. Vi pakker meget gerne en lækker madpakke, med både vådt og tørt, så du kan nyde frokosten i det grønne. Spørg vores personale i receptionen om de forskellige muligheder for madpakker.

Nedenfor finder du en række links med både inspiration og forskellige vandre- eller løbeture.

Gendarmstien langs med Flensborg Fjord. Når I har nydt en god frokost i restauranten på Benniksgaard (f.eks. en Sønderjysk Tapas tallerken), er Gendarmstien en oplagt mulighed til en rask gåtur. Der er ikke mindre end 74 km vandrerute langs med Flensborg Fjord at boltre sig på. Gendarmstien er en af Danmarks smukkeste kystvandreruter. Det varierede landskab, der bugter sig langs fjordens kyster, byder både på et rigt dyre- og planteliv, mange interessante biotoper og en helt unik historie, som I kan læse om undervejs. Læs mere her.

Gråsten Skovene. Gråsten Skovene består af Buskmose Skov, Rinkenæs Skov, Dyrehaven, Sø- og Lystskovsarealerne, Roden Skov samt Over- og Nederstjernen, der i alt dækker et areal på cirka 700 hektar. Skovene har stort set haft samme udstrækning siden middelalderen. I skovene er der masser af både cykel- løbe- og vandremuligheder, hvor man bl.a. kan passere de 4 kunstigt anlagte søer – prinsessesøerne. Margrethe Sø er den største af søerne, og den er anlagt i 1931 som karpedam. På engene ved søen blomstrer der hvert år i begyndelsen af juni i tusindvis af smukke orkidéer. Udover Margrethe Sø er der de nærliggende søer Anne Marie Sø, Benedikte Sø og Ingrid Sø. Læs mere om både skovene og se forslag til forskellige ruter her

Gråsten Slotshave. Gråsten Slot er nok bedst kendt som kongefamiliens sommerresidens. Men Gråsten Slot har også en have, der er et besøg værd. Haven, der ligger godt 5 km fra Benniksgaard, er en engelsk inspireret landskabshave, der falder smukt og naturligt ind i det sønderjyske landskab. I sommerhalvåret kan man nyde de store rosen- og staudebede, der stråler i et væld af farver, og der er en udendørs udstilling, der fortæller om slotshavens udvikling. Forudsat at den kongelige familie ikke opholder sig på slottet, er både slotshaven og slotskirken åben for offentligheden. Vi hjælper gerne med booking af guidede rundture i både have og slotskirke. Læs mere her

Løberuter. På hjemmesiden loeberute.dk kan du designe din helt egen løberute fra hotellets dør og rundt i nabolaget. Læs mere her